Barndomsminder fra julen

Mmmm... Jeg elsker vaniljekranse, især de hjemmebagte. Der er bare noget særligt ved den smag, som ingen købekager kan matche. Og en vigtig detalje: Hvis man kan vente med at spise dem til dagen efter, bliver de endnu bedre. Vaniljearomaen trænger dybt ind i de små, sprøde kager og udvikler en smag, der virkelig når sit fulde potentiale. Det samme hvis du vælger at bruge rå smutedde mandler og selv maler dem vil vaniljen og mandlerne nå til nye højder, når man endelig sætter tænderne i dem. Du kan sagtens bruge købt mandel mel men laver du arbejdet selv får du bare en finere og mere ægte smag i dine småkager.

Gennem tiden har jeg ofte hørt, at vaniljekranse er svære at arbejde med, og at det kan være hårdt for fingrene. Men det er faktisk ikke så svært igen, hvis blot man deler dejen op i tylleposen når den er flydt helt op og arbejder med lidt ad gangen. Et twist midtvejs på posen og du har mindre dej at arbejde med.

Jeg har endda fået fortalt, at mine forældre engang lavede vaniljekranse, hvor de brugte et rør med et træstempel. Min far måtte næsten stå helt oppe på bordet for at presse dejen gennem røret ved hjælp af sin egen vægt mens min mor hjalp til på sidenlinjen. Tanken får mig til at smile stort, det var vist lidt af et projekt, men de fik det til at lykkes! Dog blev vaniljekranse aldrig lavet igen hjemme hos os, måske fordi det dengang føltes som en større opgave, end de havde regnet med.

Nææh, I min familie bagte vi mere brunkager, klejner, pebernødder, finskbrød, små kringler med sukker og meget andet. Jeg stod ofte på tæer og kiggede på, hvordan min mors hænder tryllede med dejen. Hendes bevægelser var som en form for magi, præcise, men legende lette, og jeg kunne aldrig få øjnene væk.

Min mor var altid fuld af tålmodighed og lod mig få lov at være med, så jeg kunne lære. Hun rettede stort set aldrig på mig, men roste mig altid, også for de små skævheder, så jeg kunne lære, at det var helt okay at sætte sit eget præg. Den måde, hun opmuntrede mig på, gjorde, at jeg elskede at være med og finde glæden i at skabe noget selv.

Duften i køkkenet var en symfoni af krydderier, smør og sødme, og det lille køkken føltes som julens hjerte. Men det mest spektakulære skete, mens min bror og jeg sov. Om natten arbejdede vores forældre nemlig på et kæmpe nisselandskab, der næste morgen fyldte hele den store vindueskarm. Vi vågnede op til funklende lys og et magisk nisselandskab, der så ud som om det var vokset frem som ved trylleri. Byen var bygget af honningkagehuse, og tagene var belagt med pladevat, som lignede nyfalden sne. Skibakkernes løjper snoede sig ned ad vat bjergene sat op på vaser som vi ikke kunne se, skøjteprinsesser og prinser dansede på små søer, som var lavet af rigtigt glas, og bittesmå dioder lyste mellem husene som små stjerner, som gadelygterne, der oplyste den magiske lille by. Og det blev vildere og vildere for hvert år, der gik, og flere ting blev mekaniske, det var en verden af kreativitet og detaljer, som vores forældre skabte sammen.

Min bror og jeg har tydeligt arvet vores kreativitet fra vores forældre, men vi udtrykker den på hver vores måde. Min bror er i dag en ægte handymand, præcis som vores kære far var, mens vores mor og jeg deler en fælles passion for at skabe i køkkenet. For min mor handler det om smagen og glæden ved at dele, hun kan lynhurtigt trylle noget fantastisk frem uden at bekymre sig om en masse detaljer.

Jeg derimod er mere perfektionistisk og elsker at fordybe mig i de små detaljer. Jeg kan bruge timer på at forbedre præsentationen, og indrømmet, jeg har en tendens til at gemme de skæve kager nederst i bunken. Men sandheden er, at de smager præcis lige så godt som de andre. Derfor øver jeg mig i at sige pyt og lade de små skævheder blive en del af charmen.

Hvis du nogensinde ser en skæv eller lettere grim kage på mine billeder, er det mit lille oprør mod perfektionismen, min påmindelse om, at hjemmebag ikke behøver at være perfekt for at være fantastisk.

Det er netop det, jeg elsker allermest: hvordan vi, på hver vores måde, bruger vores kreativitet til at skabe glæde. For mig starter julens magi i duftene, i detaljerne og i kærligheden bag det, vi skaber, og den følelse er det største, vi kan dele.

Forfatter frk.Auhagen 15 dec. 2024