Kastanjer – en del af mit efterår

Kastanjer er ikke bare mad for mig; de er en rejse tilbage i tiden til små, men betydningsfulde øjeblikke, der gjorde efteråret til noget helt særligt. De minder mig om naturens gaver, om familiehygge og om de traditioner, der knytter os sammen.

Min mor har i mange år arbejdet som naturpædagog, og derfor har naturen altid været en stor del af mit liv. Hun lærte mig tidligt om planter, frø og spiselige frugter, bær og nødder, og sammen sankede vi meget, af det naturen havde at byde på. Kastanjer var selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg tror faktisk ikke, jeg var mere end 10 år, da jeg for alvor lærte at kende forskel på hestekastanjer og ægte kastanjer. Det var en færdighed, min mor tålmodigt lærte mig på vores ture ud i naturen, hvor vi samlede, lærte og udforskede.

Når kastanjerne var færdigbagte, bredte der sig en duft i hele huset. Den nøddeagtige, let sødmefulde aroma mindede om skovbund og gyldne blade og bragte en særlig ro, som kun efteråret kan. Disse kastanjer var ikke bare et måltid – de var en oplevelse, en tradition.

Jeg husker tydeligt aftenerne, hvor min mor og jeg sad ved sofabordet og nød kastanjerne, mens fjernsynet kørte i baggrunden med programmer som Lykkehjulet eller Jeopardy. Min far lå på sofaen og gættede med – ofte med et skævt grin eller en kæk kommentar, der fik os alle til at le og gætte endnu mere ivrigt. Disse stunder var ikke bare almindelige hverdagsaftener, de var fyldt med nærvær, fællesskab og varme, alt sammen skabt af noget så simpelt som en skål kastanjer.

Vi tog os altid god tid til at nyde processen. Der var ingen hastværk, ingen distraktioner – kun os, kastanjerne og flimmerkassen. At pille kastanjerne fri af deres skaller var næsten meditativt. Selv når en genstridig kastanje drillede, blev det mødt med en hjælpende hånd, grin og tålmodighed. De små skaller føltes som små gaver, der ventede på at blive pakket op.

Den dag i dag, når jeg laver kastanjer, føles det som at åbne en tidskapsel. Jeg kan tydeligt høre mine forældre der på livet løs gætter med på spørgsmålene, mærke varmen fra kastanjerne og se os alle tre samlet i stuen, omgivet af hygge og latter. Nogle gange tænker jeg på turene i naturen, hvor vi samlede kastanjerne, og hvordan jeg lærte at spotte de rette kastanjetræer – selv når et træ ikke gav frugt, var der altid et andet i nærheden man lige kunne tjekke, og var der ikke kastanjer så ventede vi i spænding på at se dem på hylderne i supermarkedet.

Kastanjerne bringer ikke bare glæde, men også en dyb taknemmelighed for de minder, der stadig lever i mig. De små øjeblikke af nærhed og glæde, som kastanjerne skabte, er en påmindelse om, hvad der virkelig betyder noget – og hvorfor de altid vil være en særlig del af mit efterår.

Forfatter Frk. Auhagen 18 dec. 2024